Artiklen bygger på tal fra DataReportal / Meltwater, Statista og Danmarks Statistik.
En platform med vokseværk, høj købsintention og nye muligheder
Pinterest har for alvor markeret sig som en fast del af danskernes digitale hverdag. Ifølge Pinterest egne annonceværktøjer havde de i begyndelsen af 2025 en annonceringsrækkevidde på 1,92 millioner brugere i Danmark, hvilket svarer til cirka 32% af landets befolkning. I begyndelsen af 2025 var 78,1% af platformens totale annoncerækkevidde kvinder, mens 17,8% var mænd. Hertil var der 4,1%, hvor kønnet var uspecificeret. Data offentliggjort i Pinterests egne annonceværktøjer viser også, at Pinterests potentielle annoncerækkevidde i Danmark steg med 39 % fra 2024 til 2025. Det vidner om en markant øget interesse. Pinterest har bevæget sig fra at være en nichekanal til at være et medie, der rammer bredt og dybt i udvalgte segmenter.
Den største aldersgruppe på platformen i Danmark er 25–34 år, som udgør 33% af brugerne. Derefter følger 18–24-årige med 24%, og 35–44-årige med 21%. 45-55-årige udgør cirka 13%. Brugere over 55 år udgør 9%.
Ifølge Danmarks Statistik, er kvinder mellem 25 og 45 år er den primære indkøbsansvarlige i hjemmet, når det gælder indkøb af dagligvarer, boligartikler, mad, design, samt kreative og festrelaterede køb. Det gør Pinterest oplagt for brands, der vil ramme netop den gruppe både i B2C-regi og i visse B2B-segmenter, hvor inspirationsdrevne valg og æstetik spiller en rolle. Det er en platform, hvor du kan være til stede i det øjeblik, idéer bliver til beslutninger, og hvor målgruppen aktivt leder efter netop det, du tilbyder.
Brugerne søger og beslutter hurtigt
Pinterest fungerer grundlæggende anderledes end de klassiske sociale medier, hvor indholdet forbruges passivt. Pinterest fungerer i højere grad som en visuel søgemaskine. Brugerne går på opdagelse efter løsninger, idéer og produkter, som ofte er med intention om at finde noget, de kan bruge eller købe. Globalt viser tallene, at
over 50% bruger Pinterest aktivt til at opdage nye brands og produkter,
hele 80% har gjort det mindst én gang,
mere end 75% af alle gemte opslag er shoppable pins med direkte adgang til webshops.
Pinterest er dermed ikke længere toppen af kunderejsen men stedet, hvor beslutninger træffes hurtigt og uden omveje.
Når annoncering bliver dyrere, giver det mening at tænke smartere
2025 har været endnu et år med stigende annoncepriser. Sociale medier er i gennemsnit blevet 11% dyrere, og priserne på søgeannoncer er steget med 10%. Det skyldes både øget konkurrence og skærpede krav til privatliv og databeskyttelse, som har gjort tracking vanskeligere og resultater dyrere. Ifølge DataReportal / Meltwater bruger virksomheder i dag over 75% af deres annoncebudget digitalt, og globalt er ad spend steget med 6,5% det seneste år. For mange marketingansvarlige betyder det, at valget står mellem to ting:
Bruge flere penge eller bruge dem smartere.
Og netop her er Pinterest værd at overveje. Platformen er stadig relativt overset i mange marketingstrategier, men har vist sig at være et effektivt og lavere prissat alternativ til Meta og Google både organisk og betalt.
Pinterest rammer et unikt punkt i købsrejsen, hvor brugeren er aktivt søgende, men endnu ikke besluttet. Det gør det muligt at præsentere produkter og løsninger i det øjeblik, interessen opstår uden at kæmpe mod lige så høj konkurrence som på de største platforme.
Samtidig har Pinterest nogle klare fordele:
Lang levetid på organisk indhold – opslag lever videre som evergreen.
Betalte opslag integreres naturligt i boards og brugerens feed.
Annoncering er søgebaseret.
Funktionelt og målgruppemæssigt tæt på de største platforme.
Lead-annoncer er nu i beta og giver mulighed for direkte konvertering – især relevant i B2B og ved længere beslutningsprocesser.
Pinterest er kort sagt en platform, hvor du får mere ro, mere fokus og i mange tilfælde mere for pengene.
Fra søgeadfærd til strategi
88% af trafikken kommer fra mobilen, og brugerne søger med billeder i stedet for ord, og det ændrer præmissen for, hvordan der skal tænkes både indhold og annoncering. Pinterest er ikke bare en kanal, hvor man bliver inspireret, det er en funktionel platform, hvor der bliver handlet.
Den visuelle søgeadfærd gør det muligt at møde brugeren, mens interessen stadig er frisk. Det gør især en forskel i 2026, hvor øget annoncepres og dårligere tracking stiller højere krav til timing og relevans. Derfor ser vi Pinterest udvikle sig til at være en strategisk del af købsrejsen. En af de store nyheder er udrulningen af lead-annoncer, som har formater, hvor brugere kan aflevere deres oplysninger direkte i appen. Eksempelvis for at modtage et katalog, booke en demo eller få tilsendt et tilbud. Det åbner helt nye muligheder, særligt for B2B, livsstilsbrands, e-commerce og serviceydelser med længere beslutningsprocesser. Det vil sige, at virksomheder nu har værktøjer til at konvertere direkte uden at brugeren skal væk fra platformen.
Pinterest binder det hele sammen: Søgning, inspiration og handling. Og det er netop dét, der gør platformen så relevant i et medielandskab, hvor der ikke kun konkurreres på pris, men også på opmærksomhed, kontekst og timing. Og et lille tip er, du kan auto-krydsposte. Post automatisk det, som du allerede poster på Instagram osv. og byg din profil op med en eksisterende marketingindsats.
Så hvis du ikke er kommet i gang endnu, så er 2026 måske året?
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få inspiration til de nyeste digitale trends, praktiske tips til at optimere din online tilstedeværelse, og meget mere. Vi deler værdifuld indsigt, der hjælper dig med at holde dig foran konkurrencen i den digitale verden.
Vil du gerne høre mere om, hvad vi kan gøre for dig og din virksomhed, så tøv ikke med at række ud. Vi byder dig også altid velkommen på vores kontor med en masse gode idéer til, hvordan vi sammen kan løfte din virksomheds marketing.