AI er ikke længere kun et værktøj til at svare på spørgsmål. Det er blevet en selvstændig kanal for synlighed, hvor brands bliver udvalgt, nævnt og anbefalet uden at brugeren nødvendigvis klikker sig videre.
Men hvad afgør egentlig, hvilke brands der dukker op i ChatGPT, Google AI Mode og AI Overviews?
Et stort studie fra Ahrefs giver et sjældent indblik i netop det spørgsmål. Ahrefs har analyseret intet mindre end 75.000 brands og undersøgt, hvilke faktorer der hænger sammen med, om et brand bliver nævnt i AI-genererede svar. Studiet er baseret på millioner af AI-svar og data fra Ahrefs’ eget værktøj, Brand Radar.
Når der i artiklen refereres til sammenhænge og tal, er der tale om korrelationer. En korrelation viser, hvor stærkt to ting hænger sammen statistisk. Skalaen går fra 0 til 1. Jo tættere tallet er på 1, jo stærkere sammenhæng. En høj korrelation betyder ikke, at den ene ting direkte forårsager den anden, men at de ofte optræder sammen.
YouTube er den stærkeste indikator for AI synlighed
Den faktor, der viser den stærkeste sammenhæng med AI synlighed, er YouTube mentions.
YouTube mentions dækker over, hvor ofte et brand bliver nævnt i YouTube-videoer. Det kan være i titler, beskrivelser eller i selve videoens transskription. Ahrefs måler også YouTube mention impressions, som er de samme mentions, men vægtet efter hvor mange visninger videoerne har haft.
I studiet ligger korrelationen mellem YouTube mentions og AI synlighed omkring 0,74. Det er meget højt i denne type analyser og betyder, at brands der ofte nævnes på YouTube, også meget ofte bliver nævnt i AI-svar.
Det gælder på tværs af ChatGPT, Google AI Mode og AI Overviews. Med andre ord er sammenhængen platform-uafhængig.
Interessant nok viser tallene, at selve antallet af mentions betyder en smule mere end rækkevidden. Korrelationen for mentions ligger lidt højere end for impressions. Det indikerer, at bred omtale på mange videoer kan være vigtigere end få omtaler på meget store kanaler.
Forklaringen er sandsynligvis todelt. For det første citerer Googles AI-produkter YouTube meget ofte, fordi Google selv ejer platformen. For det andet indgår YouTube-transskriptioner direkte i træningen af både Googles og OpenAIs sprogmodeller. Ifølge blandt andet The New York Times er GPT-4 blandt andet trænet på over en million timers YouTube-transskriptioner.
Det gør YouTube til både input og output for AI-systemer.
Antal gange dit brand omtales betyder mere end klassisk SEO
En brand mention er en omtale af et brandnavn på nettet, uanset om der er et link eller ej. Det kan være i artikler, guides, forumindlæg, video beskrivelser eller ankertekster.
Ahrefs’ studie viser, at branded web mentions har en korrelation på cirka 0,66 til 0,71 med AI synlighed. Det betyder, at brands der bliver omtalt mange steder på nettet, også oftere bliver nævnt i AI-svar.
Til sammenligning viser klassiske SEO-målepunkter markant svagere sammenhænge.
Antal backlinks, altså hvor mange links der peger på et website, har lav korrelation. URL rating, som er Ahrefs’ mål for styrken af en enkelt side, har også lav betydning. Endnu mere opsigtsvækkende er det, at antallet af sider på et website næsten ingen sammenhæng har med AI synlighed. Her ligger korrelationen omkring 0,19.
Et tal på 0,19 betyder, at der stort set ikke er nogen statistisk sammenhæng. Det udfordrer idéen om, at mere indhold automatisk giver større AI-eksponering.
Studiet peger i stedet på, at det afgørende er, om andre taler om dit brand, ikke hvor meget du selv publicerer.
Google AI Mode favoriserer kendte brands
Google AI Mode er Googles mere dialogbaserede AI-søgeoplevelse, noget vi har skrevet lidt mere om i denne artikel. I studiet viser AI Mode konsekvent højere korrelationer med klassiske brand-signaler end de øvrige platforme.
Branded anchors er et godt eksempel. En branded anchor er den synlige tekst i et link, hvor brandnavnet indgår. Hvis et website linker til mediapoint.dk med teksten MEDIAPOINT, tæller det som en branded anchor.
I AI Mode ligger korrelationen for branded anchors på cirka 0,63. Det regnes som en stærk sammenhæng. Det betyder, at brands som ofte bliver linket til med deres navn, langt oftere bliver nævnt i AI Mode.
Det samme gælder branded search volume, som er den samlede søgevolumen på søgninger der indeholder brandnavnet. Her ligger korrelationen omkring 0,47 i AI Mode, hvilket er højere end både ChatGPT og AI Overviews.
Tallene indikerer, at AI Mode i høj grad anbefaler brands, som mange allerede kender, søger efter og linker til. For nye eller mindre brands gør det platformen sværere at trænge igennem.
ChatGPT er mindre bundet af autoritet
ChatGPT viser generelt lavere korrelationer med klassiske autoritetsmål.
Domænerating, som er Ahrefs’ samlede mål for et domænes linkstyrke, ligger kun omkring 0,27 i ChatGPT. Branded search volume og branded anchors ligger også lavere end i Googles AI-produkter.
Det betyder ikke, at autoritet er ligegyldigt i ChatGPT, men at platformen i mindre grad favoriserer de mest etablerede brands. ChatGPT trækker på et bredere udsnit af kilder og ser ud til at være mere åben for brands med et mere nichepræget eller fragmenteret digitalt aftryk.
For brands uden stor SEO-historik kan ChatGPT derfor være den mest realistiske indgang til AI synlighed.
AI Overviews vægter troværdighed lidt højere
AI Overviews er Googles korte, faktuelle svar øverst i søgeresultaterne. Her spiller domænerating en lidt større rolle end i de øvrige AI-systemer.
Korrelationen mellem domænerating og AI Overviews ligger omkring 0,33. Det er stadig lavere end brand mentions, men højere end i ChatGPT og AI Mode.
Det hænger sandsynligvis sammen med formatet. AI Overviews har ét forsøg på at give et korrekt svar, og derfor prioriterer systemet i højere grad kilder med dokumenteret troværdighed.
Store brands fylder stadig mest
Selvom platformene vægter signaler forskelligt, viser Ahrefs’ data, at de stort set nævner de samme brands. Korrelationen mellem hvilke brands der nævnes på tværs af platforme ligger mellem 0,75 og 0,82. Det betyder, at de brands der fylder i én AI, næsten altid også fylder i de andre.
Hierarkiet er altså ikke væk. Det er bare blevet mere komplekst.
Hvad betyder det i praksis?
Studiet peger på en tydelig prioritering:
YouTube omtale er den stærkeste indikator for AI synlighed.
Bred brand omtale slår både links og indholdsmængde.
Branded anchors og søgninger er vigtigere end tekniske SEO-målepunkter.
ChatGPT er den mest tilgængelige platform for mindre brands, mens AI Mode kræver høj brandgenkendelse.
GEO og dermed synlighed i AI tjenesterne handler i stigende grad om at være et brand, der bliver talt om, ikke kun et website der er optimeret (selvom det også er en vigtig disciplin)
Ahrefs’ analyse viser tydeligt at synlighed i ChatGPT, AI Mode og AI Overviews mere hænger sammen med, om et brand bliver nævnt, diskuteret og anvendt i praksis, særligt på YouTube og i redaktionelle sammenhænge, end med hvor mange sider eller links man har.
Det efterlader et centralt spørgsmål for mange virksomheder. Er vi nok aktive på YouTube? Hvad med diskussionsfora som Reddit? Og hvordan kan vi ellers bruge PR mm for at få omtale andre steder end vores website? Det er alle spørgsmål man skal have med i sin GEO playbook i marketing fremover.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få inspiration til de nyeste digitale trends, praktiske tips til at optimere din online tilstedeværelse, og meget mere. Vi deler værdifuld indsigt, der hjælper dig med at holde dig foran konkurrencen i den digitale verden.
Vil du gerne høre mere om, hvad vi kan gøre for dig og din virksomhed, så tøv ikke med at række ud. Vi byder dig også altid velkommen på vores kontor med en masse gode idéer til, hvordan vi sammen kan løfte din virksomheds marketing.