Kontakt os

Må jeg bruge AI-genererede billeder i min markedsføring?

AI-genererede billeder kan være fantastiske til markedsføring, men der er også faldgruber. Se vores tips til hvordan kan bruge dem sikkert.
Skrevet af Morten Schødt Creative Director Læsetid: 10 minutter
AI-genereret billlede

Må jeg bruge AI-billeder kommercielt? Her er alt hvad du skal vide.

AI-genererede billeder har revolutioneret måden, vi producerer visuelt indhold på. De kan spare tid, reducere omkostninger og skabe imponerende resultater med minimal indsats. Men netop fordi det er nyt territorium, følger der også en række juridiske og etiske problemstillinger med.

Platforme som Midjourney, ChatGPT, Adobe Firefly, Google Gemini og et væld af andre værktøjer, gør det nemmere end nogensinde at skabe visuelt indhold hurtigt. De kan spare tid, sænke omkostninger og hjælpe dig med at teste idéer, kampagner og koncepter på kort tid. Men før du tager AI-billeder i brug kommercielt, er der flere ting, du bør kende til. Det handler ikke kun om licensvilkår, men også om ophavsret, ansvar og de nye EU-regler om mærkning af AI-indhold. EU’s AI-forordning trådte i kraft 1. august 2024, men store dele af reglerne, herunder gennemsigtighedsforpligtelserne i artikel 50, finder først anvendelse fra 2. august 2026.

Vi anbefaler derfor altid, at du undersøger vilkårene i det konkrete AI-værktøj, du bruger da licensbetingelser kan skifte, og samtidig forholder dig til, hvordan billedet skal anvendes i praksis. Det er især vigtigt, hvis billedet bruges i markedsføring, annoncering eller anden ekstern kommunikation.

Men hvad betyder kommerciel brug egentlig?

Kommerciel brug dækker over enhver brug, hvor et billede er med til at understøtte en virksomhed, et produkt, en service eller et brand. Det kan for eksempel være annoncer, opslag på sociale medier, bannere, kampagnesider, tryksager, præsentationer, emballage eller indhold på en hjemmeside.

Det er også i de kommercielle sammenhænge, at kravene til gennemsigtighed og ansvar ofte bliver vigtigere. Når et billede bruges professionelt og offentligt, stiger forventningen til, at afsenderen kan stå på mål for både indhold, troværdighed og rettigheder.

1.

Eksempel: ChatGPT (OpenAI)

OpenAI’s billedværktøj, som er integreret i ChatGPT, gør det nemt at generere billeder direkte ud fra tekstbeskrivelser. Det er især udbredt, fordi det er intuitivt at bruge og kræver meget lidt teknisk erfaring.

Når det gælder kommerciel brug, giver OpenAI som udgangspunkt brugeren rettighederne til det indhold, der bliver genereret. Det betyder, at du i de fleste tilfælde gerne må bruge billederne i markedsføring, på websites og i kommercielle sammenhænge.

Der er dog nogle vigtige forhold, du skal være opmærksom på. Du må ikke bruge værktøjet til at skabe indhold, der krænker andres rettigheder, efterligner bestemte kunstnere eller personer på en misvisende måde eller bryder gældende lovgivning. Ansvaret for, hvordan billedet bruges, ligger stadig hos dig.

Derudover er det vigtigt at være opmærksom på, at OpenAI kan bruge input og output til at forbedre deres modeller, afhængigt af dine indstillinger. Hvis du arbejder med følsomt materiale eller kundedata, bør du derfor overveje dine datapræferencer (det kan du sætte op under din kontoindstillinger).

I forhold til EU’s AI-forordning ændrer ChatGPT’s vilkår ikke på, at du som afsender stadig skal vurdere, om dit indhold i nogle tilfælde skal mærkes som AI-genereret. Hvis et billede fremstår realistisk og kan forveksles med virkelige personer eller situationer, kan der fra 2. august 2026 være krav om tydelig oplysning om brugen af AI.

ChatGPT giver dig med andre ord gode muligheder for kommerciel brug, men det fritager dig ikke for ansvar. Du skal stadig forholde dig til rettigheder, gennemsigtighed og den konkrete kontekst, billedet bruges i.

2.

Eksempel: Midjourney

Midjourneys egne betingelser gør det tydeligt, at du som udgangspunkt ejer de billeder, du selv har genereret:

“You own all the images you create with Midjourney, even if your subscription is no longer active. You’re free to use them however you’d like…”

Men der er specifikke forbehold, du skal være opmærksom på:

Omsætning: Hvis din virksomhed omsætter for mere end 1 mio. USD årligt, kræver Midjourney, at du abonnerer på en Pro eller Mega-plan for at eje billederne.
Andre brugeres billeder: Hvis du opskalerer billeder fra det offentlige Midjourney-arkiv, tilhører ejerskabet stadig den oprindelige bruger, og du skal have vedkommendes tilladelse.
Ingen ophavsret: AI-genererede billeder kan som hovedregel ikke ophavsretsbeskyttes, da ophavsret normalt kræver menneskelig kreativ indsats.

 

3.

Eksempel: Adobe Firefly

Adobe Firefly er Adobes eget AI-værktøj til billedgenerering og redigering, og det adskiller sig især ved at være udviklet med et særligt fokus på kommerciel brug. Det er integreret i programmer i Adobe Creative Cloud pakken (såsom Photoshop og Illustrator) hvilket gør det nemt at arbejde videre med billederne i eksisterende designflows.

En af de største fordele ved Firefly er, at det er trænet på licenseret materiale og Adobe Stock-indhold. Det betyder, at Adobe aktivt har forsøgt at reducere risikoen for ophavsretlige konflikter, hvilket gør værktøjet særligt attraktivt for virksomheder, der arbejder professionelt med visuel kommunikation.

Når du bruger Adobe Firefly, må du som udgangspunkt gerne anvende de genererede billeder kommercielt. Adobe tilbyder også en form for “commercially safe” tilgang, hvor de i højere grad tager højde for rettigheder og ansvar sammenlignet med mange andre AI-værktøjer.

Det betyder dog igen ikke, at du er helt fritaget for ansvar. Du skal stadig sikre, at indholdet ikke er misvisende, krænkende eller på anden måde problematisk i den sammenhæng, det bruges. Hvis du for eksempel genererer realistiske billeder af personer eller situationer, bør du overveje, hvordan det kan blive opfattet af modtageren.

4.

Eksempel: Nano Banana 2 (Gemini)

Nano Banana 2 er et af de særligt populære billedværktøjer der er adgang til via Google Gemini. Det er især kendetegnet ved en meget høj hastighed og evnen til hurtigt at skabe variationer af det samme motiv og scene.

Hvis du bruger Nano Banana 2 inde i Gemini, er det Googles vilkår for Gemini-apps og Googles generative AI-politik, der gælder. Google skriver i deres egen hjælpetekst om billedgenerering i Gemini, at du skal følge Googles servicevilkår og politikken for forbudt brug, og at du skal passe på ikke at krænke andres ophavsret eller privatlivsrettigheder. Google understreger også, at du bør bruge din egen vurdering, før du offentliggør eller bruger indhold genereret i Gemini. 

Det betyder i praksis, at du som udgangspunkt godt kan bruge billeder fra Nano Banana 2 i Gemini kommercielt, men Google giver ikke i den officielle hjælpetekst en særskilt “fri brug uden ansvar”-garanti. Ansvaret ligger stadig hos dig, hvis billedet krænker andres rettigheder, bruger persondata eller fx ægte ansigter i din prompt  uden nødvendigt samtykke, eller på anden måde bryder lovgivning eller Googles politikker.

Hvorfor er ophavsret et problem med AI-billeder?

Problemet opstår, fordi ophavsret normalt kræver, at et værk er skabt af en person med kreativ indsats. Når en AI genererer et billede, er spørgsmålet derfor, om det kan betragtes som kreativt skabt af et menneske eller blot genereret af software baseret på eksisterende materiale. I mange lande betyder dette, at AI-billeder ikke kan ophavsretsbeskyttes, hvilket gør dem sårbare over for kopiering og brug af andre.

Ansvaret ligger hos brugeren

En vigtig pointe, som gælder på tværs af AI-værktøjer, er, at ansvaret for brugen af billedet ligger hos dig. Du skal selv vurdere, om det genererede indhold kan bruges, uden at det krænker tredjeparts rettigheder eller vildleder modtageren. Det betyder, at du selv skal sikre, at de billeder, du benytter, ikke krænker tredjeparts rettigheder. Selvom AI’er generelt har en bred træningsbase, er det stadig muligt, at et AI-billede kommer tæt på eksisterende kunstværker eller billeder, som er beskyttet af ophavsret.

Med andre ord, så betyder det, at du som bruger ikke bare kan gå ud fra, at alt er sikkert, fordi det er skabt med et AI-værktøj. Det er særligt her vi anbefaler, at du er ekstra opmærksom.

Det bliver endnu mere relevant med EU’s AI-forordning. Ifølge Digitaliseringsstyrelsen omfatter artikel 50 blandt andet krav om gennemsigtighed for visse AI-systemer, og et centralt punkt er deepfakes. Hvis billed-, lyd- eller videoindhold er AI-genereret eller AI-manipuleret og i væsentlig grad ligner virkelige personer, genstande, steder eller begivenheder, så det fejlagtigt kan fremstå ægte eller sandfærdigt, skal det markeres som AI-genereret eller AI-manipuleret, når reglerne finder anvendelse fra 2. august 2026. 

Det betyder i praksis, at kommerciel brug af AI-billeder ikke kun handler om, hvorvidt du må bruge dem, men også om, hvorvidt du i nogle tilfælde skal være tydelig om, at de er skabt eller ændret med AI.

Hvornår bliver mærkning relevant?

Det er her, mange forsimplede forklaringer rammer ved siden af. De nye EU-regler betyder ikke, at alle AI-billeder på websites, i annoncer eller på sociale medier automatisk skal have et mærke. Reglerne er mere målrettede.

For billeder bliver mærkning især relevant, hvis indholdet fungerer som en deepfake eller på en anden måde ligner virkeligheden så meget, at modtageren kan blive vildledt. Det gælder både AI-genereret og AI-manipuleret indhold. Oplysningen skal gives klart og senest ved første eksponering eller interaktion. Digitaliseringsstyrelsen fremhæver samtidig, at ved åbenlyst kunstnerisk, kreativt, satirisk eller fiktivt indhold kan oplysningen gives på en måde, der ikke ødelægger værkets udtryk eller oplevelse. 

Det er altså ikke selve teknologien alene, der udløser pligten. Det afgørende er også, hvordan indholdet fremstår, og om det kan forveksles med noget virkeligt af brugerne.

Sådan reducerer du risikoen

Her er nogle metoder til at minimere risikoen:

Brug AI som et kreativt værktøj

AI-billeder kan være meget værdifulde i idéfasen. De er oplagte til moodboards, konceptudvikling, interne præsentationer og hurtige visualiseringer. Her kan de være med til at kvalificere en retning, før du investerer i en fotograf, illustrator eller produktion. Til større kampagner og mere profileret markedsføring kan det stadig være en fordel at bruge AI som inspiration frem for som endeligt materiale. Det giver mere kontrol over stil, brand, rettigheder og troværdighed.

Brug AI billeder med omtanke

Der er også et etisk lag. AI-værktøjer kan skabe billeder, som virker realistiske, uden at de er det. De kan også reproducere stereotyper, skabe misvisende fremstillinger eller bruge udtryk, der ligger tæt op ad virkelige mennesker og værker. Derfor bør AI-billeder altid vurderes kritisk, især når de bruges udadtil.

Med EU’s AI-forordning er der nu også et tydeligere juridisk spor at forholde sig til. Reglerne gør gennemsigtighed til en konkret del af ansvarlig AI-brug, og det betyder, at virksomheder i stigende grad skal kunne forklare, hvordan deres indhold er blevet til. Artikel 50 gælder fra 2. august 2026, og Digitaliseringsstyrelsen er nationalt koordinerende tilsynsmyndighed i Danmark i arbejdet med implementeringen af AI-forordningen.

Hvad betyder det for dig i praksis?

TLDR 🙂 Ja, du kan i mange tilfælde godt bruge AI-billeder kommercielt. Men du bør ikke nøjes med at se på, om platformen tillader kommerciel brug. Du bør også vurdere:

AI-billeder er et stærkt værktøj, men de bør bruges med omtanke. Ikke kun fordi juraen stadig udvikler sig, men også fordi gennemsigtighed bliver en større del af den måde, virksomheder forventes at kommunikere på fremover.

Vi anbefaler at du også checker Digitaliseringsstyrelsens FAQ omkring AI fordordningen her.

  • Del
  • linkedin

Gratis indsigt i din indbakke

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få inspiration til de nyeste digitale trends, praktiske tips til at optimere din online tilstedeværelse, og meget mere. Vi deler værdifuld indsigt, der hjælper dig med at holde dig foran konkurrencen i den digitale verden.

"*" indikerer påkrævede felter

array(1) { [0]=> int(12) }

Seneste nyt fra vores LinkedIn Følg os her

Klar til at skille jer ud i jeres branche?

Vil du gerne høre mere om, hvad vi kan gøre for dig og din virksomhed, så tøv ikke med at række ud. Vi byder dig også altid velkommen på vores kontor med en masse gode idéer til, hvordan vi sammen kan løfte din virksomheds marketing.

"*" indikerer påkrævede felter